Hos Vojens Andelsboligforening trængte de gamle trævinduer til mere end en kærlig hånd – det var tid til en udskiftning. Efter den obligatoriske udbudsrunde faldt valget på AS Tømrer, som boliginspektør Torben Rasmussen havde høje forventninger til, til trods for at de ikke tidligere havde løst opgaver for andelsboligforeningen. Det viste sig, at forventningerne til AS Tømrer var helt rigtige, og efter projektet er afsluttet, har Torben Rasmussen kun godt at sige om det resultat, som de har leveret.
Det var primært prisen, der afgjorde budrunden, da Torben valgte, hvilket tømrerfirma der skulle udføre projektet med at skifte vinduer i to af afdelingerne hos Vojens Andelsboligforening: ”Vi indbyder altid tre-fire leverandører, og den her gang var AS Tømrer billigst,” fortæller Torben og siger, at forventningerne bestemt ikke var mindre af den grund: ”Jeg kendte ikke til Anders Sørensen, tømrermester hos AS Tømrer, men mine forventninger var, at de leverede et godt stykke arbejde som andre tilsvarende tømrerfirmaer.”
Torben fortæller om tidligere projekter, hvor han oplevede problemer med, at tømreren ikke udbedrede de reklamationer, som dukkede op efterfølgende. Det problem eksisterede slet ikke med AS Tømrer: ”Vi havde kun ganske, ganske få reklamationer. Og når jeg gav Anders besked, kom han altid lynhurtigt og fik det ordnet med det samme, så det var ude af verden,” uddyber han tilfredst.